Harboøre Møllelaug I/S
Tlf. 97834512
Regulerkraft


”Regulerkraft” – hvad er dette for noget?

Begrebet ”Regulerkraft” er nærmere beskrevet i det følgende.

Notatet er et uddrag af en tekst, som er hentet fra Vindenergi Danmarks hjemmeside.

Web-adresse:  https://www.vindenergi.dk/produkter/regulerkraft

 

Regulerkraft

 

Elmarkedet skal altid være i balance mellem produktion og forbrug.

For at skabe balance handles der hver dag i balancemarkedet, også kaldet Intraday-markedet.

Intraday-markedet benytter prissignaler til at motivere udbydere og aftagere af strøm til at øge eller reducere udbud eller efterspørgsel (op- eller nedregulering).

For vindmøller er nedregulering oftest relevant, da det er muligt at nedlukke en vindmølle i timer med meget vind, men ikke muligt opstarte en vindmølle i timer uden vind.

Når udbuddet af strøm overstiger efterspørgslen falder prisen.

I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at eksportere den overskydende strøm, må markedet regulere ved at øge efterspørgslen eller reducere udbuddet.

Den stigende udbygning af vedvarende energi i Danmark og vore nabolande øger risikoen for negative spotpriser. Siden november 2013 har minimumsgrænsen for leveret strøm på NordPool Spot været på -3,72 DKK pr. kWh, hvilket yderligere øger værditabet ved nega-tive priser.

For at minimere timer med negative priser og samtidig profitere af tendenser på markedet, tilbyder Vindenergi Danmark at standse vindmøller gennem vindmøllernes indbyggede software.

Som vindmølleejer er det en fordel at tilmelde sig Regulerkraft, da man undgår negative priser samt øger muligheden for en ekstra indtægt i regulerkraftmarkedet.

Vindmøller, som deltager i Regulerkraft, afregnes med individuel spotpris og ikke en pulje-spotpris som de resterende vindmøller hos Vindenergi Danmark.

Stop i Spotmarkedet

Hver dag inden kl. 12.00 sender både producenter og aftagere af el priser og mængder til Nordpool for hver time i det kommende døgn. Dette er day-ahead-markedet, altså dagen før levering, og kl. 14.00 kendes den kommende dags spotpriser. Alle producerede kWh bliver afregnet til denne spotpris time for time.

Som vindmølleejer producerer man typisk, så snart vinden blæser, da der modsat andre energikilder ikke er direkte omkostninger til brændsel. Ved negative priser er det dog en fordel at stoppe vindmøllen for at undgå disse.

Spotpris og stop i spotmarkedet

Ved negativ spotpris og stop i spotmarkedet vil vindmøllen opnå en højere spotpris end ellers, da negative priser (lavere end budprisen) undgås.

Stop i spotmarkedet resulterer i færre kWh for måneden, men til en højere pris, hvilket netto giver en højere afregningspris. Der gives ikke yderligere kompensation, da bud skal fastsættes, således at der er taget højde for udskudt pristillæg.

Fastpris og stop i spotmarkedet

Afregningen af en vindmølle på fast pris består af kompensation for den mistede produktion afregnet med fast pris samt afregning af den mistede produktion gange det individuelle bud fastsat af den enkelte vindmølleejer.

Herunder er et eksempel på kompensation for en 3 MW vindmølle med en aftalt fastpris på 20 øre/kWh og en budpris på -10 øre/kWh.

I eksemplet er den estimerede produktion på vindmøllen 2000 kWh i timen og ikke de maksimale 3000 kWh.

Fastpris på 20 øre/kWh:  2000 kWh * 20 øre/kWh = 400 DKK   (pr. time)
Budpris på -10 øre/kWh:  2000 kWh * 10 øre/kWh = 200 DKK   (pr. time)

Stop i balancemarkedet

Markedet i det igangværende døgn kaldes balancemarkedet eller intraday-markedet. Her er det Energinet.dk’s opgave at balancere udbud og efterspørgsel. For at skabe balance i markedet kan Energinet.dk købe op- eller nedreguleringsydelser. Energinet.dk betaler altså producenter for at øge eller reducere deres produktion.

For vindmøller vil det oftest være betaling for at standse i timer med for meget el i systemet (nedregulering).

Ved regulering i intraday-markedet afregnes alle aktiverede vindmøller med den estimerede produktion gange marginalprisen, uanset individuelt afgivet bud.

Marginalprisen er den laveste budpris, hvor det er nødvendigt at aktivere stop for at skabe balance i nettet i den gældende time.

Spotpris og stop i balancemarkedet

De solgte mængder i regulerkraftmarkedet afregnes efter Energinet.dk’s reguleringspriser og går ubeskåret til vindmølleejeren. For den mistede produktion afregnes vindmøllen med spotprisen gange den estimerede produktion baseret på timen før nedlukning.

Eksempel ved estimeret produktion på 2000 kWh (pr. time) ved en spotpris på 10 øre/kWh og nedreguleringspris på -50 øre/kWh:

Mistet produktion:     2000 kWh * 10 øre/kWh = 200 DKK  (pr. time)
Nedregulering:          2000 kWh * -(-50 øre/kWh) = 1000 DKK  (pr. time)

Fastpris og stop i balancemarkedet

De solgte mængder i regulerkraftmarkedet afregnes efter Energinet.dk’s priser og går ubeskåret til vindmølleejeren. For den mistede produktion afregnes den estimerede produktion til aftalt fastpris.

Eksempel ved estimeret produktion på 2000 kWh (pr. time) ved en fastpris på 20 øre/kWh og nedreguleringspris på -50 øre/kWh:

Mistet produktion:     2000 kWh * 20 øre/kWh = 400 DKK  (pr. time)
Nedregulering:          2000 kWh * -(-50 øre/kWh) = 1000 DKK  (pr. time)

Fastsættelse af bud

Buddet angiver, hvor lav prisen skal være, før man er villig til at stoppe sin vindmølle.

Når man skal fastsætte sit bud, skal det ske med udgangspunkt i vindmøllens omkostninger ved at være standset i forhold til at være i drift.

Helt centralt for fastsættelsen af buddet er udskydelsen af pristillægget.

Når vindmøllen er standset, udbetales der ikke pristillæg. Da pristillæg udbetales på baggrund af fuldlasttimer, mistes pristillægget ikke, men udbetalingen udskydes.

Udover udskydelse af pristillæg skal også driftsøkonomiske forhold tages i betragtning ved fastsættelse af bud.

Bud kan ændres med en måneds varsel ved henvendelse per email til Vindenergi Danmark.

NYT!
På grund af øget anvendelse af Specialregulering i Intraday-markedet, indsender Vindenergi Danmark pr. 1. januar 2018 et separat bud for hhv. Dayahead- og Intraday-markedet. Der kan således sættet et bud som afspejler, hvornår man ønsker at standse sin vindmølle ved negative spotpriser (Dayahead), og et bud for hvornår man ønsker at tilbyde regulering af sin vindmølle i driftdøgnet (Intraday).

Beregning af den mistede produktion

Beregning af tabt produktion sker på baggrund af produktionen på den pågældende vindmølle i timen før nedlukning.

Er nedlukningen over flere timer korrigeres i forhold til vindens udvikling.

På denne måde beregnes den mistede produktion individuelt for hver vindmølle og efter en objektiv beregningsmetode.

Specialregulering

Specialregulering er nedregulering, hvor Energinet.dk standser vindmøller tilmeldt regulerkraftmarkedet som følge af reguleringsbehov i Tyskland.

Udfordringen med specialregulering er, at vindmølleejeren kun kompenseres den angivne budpris (med omvendt fortegn) og ikke marginalprisen, som ved almindelig regulering. Man afregnes dog fortsat vindmøllens markedspris (fast- eller spotpris) for timen, hvorfor specialregulering er en fordel for vindmølleejere ligesom almindelig regulering.

Fastpris og stop ved specialregulering

Afregningen består af kompensation for den mistede produktion afregnet med fast pris, samt afregning af den mistede produktion gange det individuelle bud fastsat af den enkelte vindmølleejer.

Fastpris på 20 øre/kWh:    2000 kWh * 20 øre/kWh = 400 DKK  (pr. time)
Budpris på -10 øre/kWh:   2000 kWh * 10 øre/kWh = 200 DKK  (pr. time)

Spotpris og stop ved specialregulering

Afregningen består af kompensation for den mistede produktion afregnet med timernes spotpris samt afregning af den mistede produktion gange det individuelle bud fastsat af den enkelte vindmølleejer.

Spotpris på 20 øre/kWh:   2000 kWh * 20 øre/kWh = 400 DKK  (pr. time)
Budpris på -10 øre/kWh:   2000 kWh * 10 øre/kWh = 200 DKK  (pr. time)